Af Jo Hermann

Leder du efter det helt rigtige ord? Men kan du kun komme på nogle, der ikke helt fanger essensen af det, du forsøger at formulere?

Den Danske Ordbog på http://www.ordnet.dk har en funktion, ’ord i nærheden’, som viser ord med lignende betydning. Nogle af dem er synonymer, dvs. ord med samme eller næsten samme betydning. Andre er ord i samme kategori, men måske med en lidt anden drejning.

Forfattere og oversættere er flittige brugere af denne funktion. Hvad er nu det rigtige ord for lige netop denne handling eller følelse? Om harmoni står der fx: “balance, ligevægt, regelmæssighed, regularitet, konsekvens, symmetri, overensstemmelse, kongruens, ro, orden, kosmos, tao, yin, yang, feng shui” – ord som kan sende tankerne i mange retninger, indtil de lander på det helt rigtige. Alle ordene er klikbare, så man kan komme videre til nye opslagsord, måske med andre ‘ord i nærheden’.